Kan en FKU med 100% nøjagtighed fortælle, om mennesker er i stand til at være forældre?
Som mangeårig ekstern underviser for Socialstyrelsen 2014-18 i netop FKU’ers retningslinjer, herudover også underviser i blandt andet nyeste viden om psykiske lidelser hos børn og unge, med mit eget godkendte bud på Best Practice inden for rammerne af retningslinjer, der i øvrigt kun er anbefalinger, er svaret helt klart nej.
Det er af samme årsag, at der overhovedet kører en sag i Ekstra Bladet, da jeg stod frem og kritiserede både Dansk Psykolognævn, Ankestyrelsen, udvalgte psykologer i mediedækkede tvangsanbringelser og disse sagers manglende videnskabelige belæg.
Jeg nævnte, at der bør tages alle FKU’er op, hvori der er brugt RORCHACH (blækklat-test), der anbefales af Socialstyrelsen ikke at bruge til tvangsadoption og dermed også anbringelser/FKU.
Herudover er store dele af de FKU, der laves, fyldt med løse meninger, fornemmelser m.m. Jeg sagde derfor offentligt, at der burde tages 30 til 40 procent af alle anbringelser op til revurdering. Det vil betyde uendeligt mange, med erstatning til følge. På det tidspunkt blev min mund lukket (i Ekstra Bladet) af psykologer fra de instanser, jeg klagede over.
Mere konkret i forhold til, hvorvidt man med 100% nøjagtighed kan fortælle, om mennesker er i stand til at være forældre ud fra en FKU, så kan man aldrig være 100 procent i disse sager. Det er min opfattelse og mit bud fra Socialstyrelsen (som de eksperter, der udtaler sig fra disse instanser så åbenbart ikke vidste, at jeg havde fået godkendt), at der skal indgå både observation, samtale, test af personlighed, test af mentalisering, screening for psykisk lidelse (sidstnævnte, da det er vigtigt for eksempel at vide, om man tester en lav forældrekompetence kun grundet midlertidig let behandlelig depression eller for eksempel en akut belastningsreaktion forårsaget af netop det pres, der lægges på en familie under en undersøgelse med henblik på mulig tvangsanbringelse.)
Når det er sagt, så skal der i sagerne “copypastes” fra data, der spyttes ud af computerprogrammerne, så testresultaterne fremgår uden fortolkning og derefter kan der så konkluderes. Hvis bare et af de mange parametre giver anledning til at pege bare lidt i en anden retning, så skal der testes eller observeres mere.
Jeg er samtidig 100 procent af den opfattelse, at samtlige tvangsadoptioner, der forekommer er helt hen i vejret, da de går stik imod, hvad vi ved om hjernes plasticitet, nemlig, at mennesker ændres og derfor sagtens kan få en kompetence som de måske ikke havde på undersøgelsestidspunktet.
Der er samtidig meget forskellige behov hos forskellige børn, og det gør det endnu mere kompliceret, og test måler ikke på alt og foregår under pressede vilkår, der nedsætter mentaliseringen automatisk. Dermed vil scoren, hvis man tester samtidig på dette være dårligere, og det medregnes ikke af psykologer normalt – og dette er en kæmpe fejl.
Undertegnede har selv skrevet bog om mentalisering og holdt foredrag, hvor jeg kritiserer normativiteten i disse test og i denne teoretiske forståelsesramme. Det er desværre blevet det nye sort trods det, at det bygger på en gammel psykodynamisk tradition, der nærmest diskvalificerer mennesker, hvis de selv har haft en ikke optimal barndom.
Så svaret er: Jeg har som det fremgår af Tårnbys kommentarer på nettet til denne sag kun haft klager over 3 ud af mere end mere end 20 sager (det er 13 procent – klageprocenten ligger normalt på ca. 45 procent.) Dette skyldes formentlig, at jeg netop, i modsætning til hvordan det fremstilles, er en af de psykologer i DK, der i forhold til antal undersøgelser har ladet enhver tvivl komme barn og forældre til gode, da det biologiske bånd er vigtigt.
Hvis man er i tvivl, om at jeg har været imod systemet og været kritisk, kan nogle af de forældre i de meget store sager i landet – herunder Matthias-sagen fra: “Nødråb fra børnehjemmet” kontaktes (har samtykke til at skrive dette fra familien), hvor en mor, der er læge af russisk herkomst får fjernet sit barn på baggrund af psykologens manglende fornemmelse af identitet (dette gøres af psykolog Karen Krag, der har startet sagen op imod mig grundet min klage over hende – hun sidder som tidligere medlem Dansk Psykolognævn i gruppe med nogle af dem fra Ankestyrelsen og Dansk Psykologforening, som fungerer som Ekstra Bladets eksperter.)
Der er andre store mediedækkede sager, jeg også har været inde over, og disse kan kontaktes (de fleste ved, hvilke jeg taler om – alternativt kan disse oplyses efter samtykke.)
Samtidig vil jeg som det sidste skrive, at det ikke er psykologen, der fjerner børn, da dette juridisk skal foregå via helhedsorienteret vurdering. Af samme grund er et af kritikpunkterne i forhold til mig, at jeg ikke har villet læse sagsakterne først, hvilket ellers er praksis, men jeg finder det absurd, at “eksperterne” ikke ved (det er banal psykologi), at man præges af, hvad andre har skrevet og ment, og det er tilmed måske tilfældige udsigelser fra en børnehave eller en skole om, at en mor er stresset, som så går videre som en diagnose i kommuners sagsakter. Mit forslag er, at der er 2-3 uvildige psykologer inde over enhver undersøgelse, herudover én hhv. pædagog/lærer/sundhedsplejerske – og så skal der ikke sidde 2 kommunalpolitikere, der ikke aner noget om indholdet og om børn i et B/U udvalg.
Der burde sidde i B/U-udvalg sidde én til 2 repræsentanter fra almenbefolkningen ligesom i retssager og derudover 2-3 psykologer/børnesagkyndige og én til 2 jurister med speciale i familie-/børneret og ikke i testamenter eller ejendomsret!
Samlet konklusion
Hvis alle fagpersoners data og udsigelser peger i én retning samtidig med, at andre fagpersoner når præcis samme resultater på samme tidspunkt, så vil der være en vis validitet og reliabilitet. Dog vil der fortsat være det samme store problem som i kvantefysikken; nemlig spørgsmålet om, hvor meget selve målingen påvirker det, der måles på. Sammenlagt er min erfaring efter at have set uendeligt antal FKU’er og BSU’er, at der er meget få tilfælde, hvor der findes et videnskabeligt grundlag, hvis man dissekerer og tager professionelles forudindtagethed, synsninger, meninger, fornemmelser og stereotypiske forståelser væk.
Der vil selvfølgelig være sager, hvor for eksempel seksuelle overgreb eller gentagne voldstilfælde kan give anledning til anbringelse af et barn, men jeg har været inde over sager, hvor for eksempel rockere, mænd og kvinder med dyssociale træk eller psykisk lidende er undersøgt, og her kan man ikke, som det desværre ofte sker i kommuner, bare generalisere og stigmatisere. Den hårdkogte rocker kan være en fantastisk far overfor sit barn og den ængstelige mor kan være en supermor.