Vedrørende mediesag om den 11 måneder gamle anbragte dreng, som ligger på hospice og kun må se sine biologiske forældre 2 gange 30 minutter hver uge uden at røre ved ham, alt imens hans plejeforældre er på ferie. Se Mette Valentins opslag og kæmpe indsats her på hendes Facebookprofil vedrørende sagen.
Havde det været biologiske forældre, der var rejst fra et døende barn, var de alene på den baggrund vurderet med så stærk nedsat forældreevne, at barnet var anbragt. Mentaliseringsevnen er tilsyneladende betydeligt højere hos forældrene end hos plejefamilien og kommunens involverede medarbejdere. Jeg mener seriøst, at man på den baggrund burde bekymres i så kraftig grad, at både plejeforældre og involverede fra kommunen bør få foretaget FKU for tjekke deres evne til at varetage også deres egne børns omsorg, hvis der er retfærdighed og den mindste ligestilling til. Samtidig bør plejefamilien med selvfølgelighed ikke fremover have mulighed for at fungere som omsorgsgivere for børn i det hele taget.
Kommunen begrunder, at den biologiske familie ikke ser deres barn mere med risiko for traumatisering, når samvær afsluttes. Med deres egen logik er kommunen jo så i forvejen via anbringelse årsag til traumatisering. Psykologisk set er det imod al evolutions-, udviklings-, tilknytnings og neuropsykologisk viden samt al viden om traumer, hvad der foregår i denne sag, der desværre ikke er enestående. Barnet vil med forskellige personer omkring sig være i høj fysiologisk arousal /stress og er via oxytocin bundet til sine forældre, hvorfor deres fravær vil medføre øget cortisoludskillelse og alene det, at de ikke må røre det går stik imod al viden om taktile (berøringsmæssige) omsorgsbehov. Det eneste korrekte er, at forældrene er der mest muligt i den sidste tid for at følge barnets naturlige biologiske og psykologiske behov og ikke være en del af en systemets magtdemonstration.
Selvfølgelig skal der tænkes på barnet først, men med det sagt, vil det, som forældrene oplever lige nu, kunne føre til traumespor i deres hjerner, kompliceret sorg (det er en svær lidelse, der er en kommende diagnose, der typisk forekommer ved svær tab af for eksempel børn og i særdeleshed, når forholdene vedrørende døden og afslutningen er uafklaret), ekstrem tilknytningspåvirkning af negativ karakter (der så er påført at kommunen), depression og svær belastningsreaktion.