Det er helt rigtigt, at det er god skik at bruge sagsakter. For at sige det mildt, så er jeg ret ligeglad med, hvad nogen som helst har ment om dem, som jeg skal undersøge. Jeg læser sagsakterne efter, jeg har lavet undersøgelsen for ikke at blive præget af, hvad andre har ment. Imidlertid har jeg ikke taget alle akterne alvorligt, selv når jeg har læst dem, da ikke få består af meninger, følelser og synsninger fra forskellige faggrupper, som i undertegnedes optik ikke bør influere på en vurdering af forældrekompetence.
Dette blandt andet af den grund, at jeg ikke finder psykologer relevante i forhold til at vurdere validiteten af fx pædagoger, lærere og sundhedsplejerskers udsagn. Samtidig ønsker jeg ikke at være præget af disse udtalelser, netop for at gøre den psykologiske undersøgelse så objektiv som muligt, da denne skal indgå i en helhedsvurdering, der foretages af myndighedspersoner på kommunerne.
Derudover går for eksempel en tilfældig pædagogs oplevelse af svær angst hos en moder videre som en sandhed i sagsakterne ved kommunen. Den psykologiske undersøgelse bør være tilstrækkeligt i sig selv for at kunne vurdere, da den af kommunen skal sættes sammen lovmæssigt i en helhedsvurdering fra andre, hvilket socialrådgiveren er specialist i.